Livø – grøn omstilling med høje ambitioner
Livø har siden 2012 været i gang med en omstilling til vedvarende energi, og det er målet på lang sigt, at Livø skal blive selvforsynende med vedvarende energi.
På Livø er det en ambition, der rækker langt videre end i resten af landet.
På det store landsdækkende elnet, der tilmed er forbundet med udlandet, kan overskud og underskud i den lokale energiproduktion udlignes ved hjælp af elkabler, der hurtigt sender elektricitet fra den ene ende af landet til den anden.
De fleste beboede øer i Danmark er forbundet til fastlandet med et elkabel, og derfor fungerer elforsyningen på hovedparten af de danske øer på samme måde som på fastlandet. Sådan er det ikke på Livø.
Her er ikke noget kabel til fastlandet. Al den energi i form af elektricitet og varme, der bruges på Livø, skal derfor også produceres på Livø. Det giver den grønne omstilling på Livø nogle helt særlige udfordringer.
Der er nu gået 7 år siden Naturstyrelsen med projektet ”Grøn Livø” begyndte at lægge planer for, hvordan de fossile brændstoffer på Livø kunne udfases, og på turen vil Skovrider Bendt E. Andersen og projektleder Birgitte Palle fra Naturstyrelsen Himmerland viser rundt og fortæller om projektets udfordringer og resultater.